Nordvestjyden.dk © 2011 Alle rettigheder forbeholdes

Anlægget

 

 

 

Et af landets største spor N-anlæg. Her er der lange tog og automatisk kørsel for alle pengene.

Anlægget er 103 m2 og har hele 150 meters kørestrækning, foruden en masse side- og opstillingsspor m.m. - Det er opbygget som et sammenlagt kødben, altså med vendesløjfer i hver ende og anlagt, så det virker som dobbeltspor det meste af vejen - vi er i første omgang interesserede i kørsel med lange togstammer og automatiske blokafstande. Banen var jo oprindeligt analogt styret.

Selvom vi kan køre over det meste af anlægget, er det langtfra færdigt - vi mangler bl.a. at tilslutte sidebanen og naturligvis også at bygge landskabet færdigt.

Vi benytter Trix’s Selectrix system med bremsedioder, og her er det udnyttet til det yderste - vi er oppe på maksimal ledningslængde. - Desværre har Trix aldrig lavet den Central Station, som de lovede for nogle år siden, men vi har fundet en mand i Tyskland som kunne lave en Central Station med booster, så vi ikke skal tænke på om vi har for meget materiel på anlægget, og opnår optimal strømtilførsel. Vi kan køre med ni mobilstationer - det er både betjeningsvenligt og nemt at bruge.

Der kører en 11-12 stammer, og det er sådan, at nogle stammer holder ved alle stationer, mens andre såsom TEE-toget kører igennem. Det kommer dog også an på, hvilket spor de forskellige tog kommer ind på, for i spor 1 er der altid gennemkørsel for eksprestogene.

Vi kører med det, vi har lyst til. Vi tager altid det med, som vi vil have ud at køre, og der er ingen begrænsninger - det vigtigste er at køre med de forskellige tog og nyde dem på anlægget. Godstogene kan for eksempel have en realistisk længde, f.eks. En stamme med 18 stk. blå Vestkraftvogne kørende med en MY i hver ende.

Den udprægede, fri holdning til kørslen betyder også, at man kan opleve de forskelligste tog på anlægget. Som nævnt er der danske MY og tyske TEE-tog, men der er også lange stammer med moderne, tyske godstog. Dertil kommer mindre stammer med rangertræk, trukket af to V 60’ere, de moderne, superhurtige tyske ICE-tog, og altså også en gul, amerikansk stamme fra Union Pacific. Man kan også opleve en schweizisk krokodille krydse med en spansk MZ.

Når det er afprøvet, laver vi et skema med de forskellige lokomotivers realistiske hastighed. - Vi har sat en bremselængde på 40 cm, som alle tog skal overholde, ellers fungerer systemet ikke. Derfor må f.eks. ICE-toget køre noget langsommere, end det er beregnet til, men det gør det jo også i virkeligheden.

Materiellet her skal altså kunne bremse inden for den givne afstand (med en margen på 15 cm), og for at sikre en realistisk kørsel, er der indbygget bremsestrækning foran signalerne, ligesom togene starter kørslen langsomt igen. Det er en af de meget store fordele ved digitaldriften - førhen risikerede vi, at togstammerne væltede efter driftsstop, fordi de startede pludseligt, når strømmen kom igen.

Togene kører stabilt og roligt på banen - det skyldes dels digitaldriften, og dels at anlægget hele tiden bliver renset. Klubben har nemlig investeret i en japansk rensevogn fra Tomix, der plejer at få en tur hele vejen rundt, inden kørslen starter for alvor hver køreaften. Vognen fungerer som en mini-støvsuger, der suger skidt og snavs op, og den er meget effektiv. Den har også oprindeligt haft en roterende rensebørste indbygget, men den er sat ud af kraft. - Vi begyndte med Arnold-skinner, men det var ikke særlig godt, skinnerne skulle have strømforsyning for hver meter, der var utroligt stort spændingstab i dem. Nu bruger vi Peco skinner i hovedsporene. Vi har i øvrigt lagt spor med betonsveller en del steder, hvor sporet skal forestille at være nyrenoveret.

Det tager altså over ½ time at gennemkøre hele strækningen. - Det har også den betydning, at man skal være ret opmærksom, når man kommer til forgreningsstationen midt i anlægget, for der er kun indkørsel til sidesporene og privatbanen fra den ene side. Hvis man af en eller anden grund ikke får skiftet sporet i tide, må man ud på endnu en tur anlægget rundt, førend man atter er ved stationen.

- Vi bygger på landskabet efter egne ideer. Hvis et medlem har en bestemt tanke med en del af anlægget, kan han eller hun bare gå i gang med det. Som det kan ses på billederne, er store dele af det færdigt, men der mangler stadig meget, og der skal jo også lys i husene - indtil videre er det kun få af dem, der har det. Især er vi glade for det flotte parti med de fem broer, der krydser hinanden henne ved vandfaldet – det er et stykke landskab, som er ’fredet’, det vil vi ikke lave om på. Vi er heller ikke færdige med de forskellige stationer.

Vi fik for nogle år siden naborummet med, hvor der var mørkekammer, så vi har ganske godt med plads. Her er konstant temperatur, hvilket er godt for anlægget. Der har været en enkelt vandskade, men det gik heldigvis kun ud over et par sporskifter.

Da hvert enkelt medlem ofte medbringer en hel del materiel, har vi måttet lave en stor tavle med alle lokomotiverne ført ind i et skema, hvor de står med digitale kaldenumre – der er ingen, der kan huske dem alle udenad. Tavlen kan ses fra det meste af rummet, og ellers klarer vi os med at kalde på hinanden, hvis vi er i tvivl. Det er en stor fordel, at klubmedlemmerne har forskellige interesser og viden – således er nogle glade for at bygge landskab, mens andre er gode til at klare elektronikken. Alene ved at bygge bremseafsnittene selv, med billige dioder, har vi sparet flere tusinde kroner i forhold til DCC systemet.

Vi har lavet en lille afprøvningsbane, hvor vi afprøver og justerer alt materiel, inden det bliver sat på anlægget.